The New York Times, som har krævet kæmpe erstatninger af selskabet bag ChatGPT og Microsoft for at have stjålet avisens artikler og brugt dem til at træne kunstig intelligens op med, har nu for første gang indgået en aftale om, at artikelarkivet må bruges i oplæring af den nye teknologi.

Det er internetgiganten Amazon, der har forhandlet sig frem til en aftale, skriver den britiske finansavis Financial Times. 

Aftalen betyder, at Amazons digitale assistent Alexa, som er bygget ind i blandt andet trådløse højttalere og skærme, kan gengive resumeer og korte uddrag af artikler og madopskrifter fra The New York Times.

Amazon må også bruge artiklerne i sin oplæring af den kunstige intelligens. Teknologien bliver trænet til at sætte ord sammen og »forstå« sammenhænge på baggrund af tekster, der analyseres af forprogrammerede algoritmer.

Der har fra første færd, hvor ChatGPT blev åbnet for offentligheden i efteråret 2022, været rift om at få adgang til kvalitetsindhold og -tekster for derved at sikre, at den kunstige intelligens bliver fodret med troværdigt og sprogligt korrekt indhold.

Ukendt pris for aftalen

The New York Times og Amazon har ikke oplyst, hvad Amazon betaler for adgangen til avisens artikler, men i en intern besked har The New York Times' administrerende direktør, Meredith Kopit Levien, meddelt, at aftalen er i overensstemmelse med avisens princip om, at »højkvalitetsjournalistik er værd at betale for«.

Avisen sagsøgte OpenAI og Microsoft, der ejer 50 procent af ChatGPTs ejerselskab, tilbage i 2023 for »omfattende brud på ophavsretsloven«.

Kunstig intelligens kan ud fra omfattende analyser lære at sætte ord sammen, så teknologien er i stand til at skrive menneskelignende tekst og samtidig skabe billeder, filmklip, musik og programkode på få sekunder.

Det bygger på såkaldte store sprogmodeller, altså enorme mængder af data. Der har været lidt »det vilde vesten« over området, fordi billeder og tekster er blevet brugt uden forudgående tilladelse.

Det har ført til stribevis af retssager, som forfattere, kunstnere, musikere m.fl. har anlagt mod selskaberne bag de kunstige intelligenser.

Teknologigiganter i USA og Kina har ført an i kapløbet. Amazon har ikke været med i hovedfeltet, men selskabet har blandt andet skudt otte milliarder dollar (52,7 milliarder kroner) i iværksættervirksomheden Anthropic, som står bag ChatGPT-konkurrenten Claude.

En tocifret procentdel af alle store sportskampe og betalings-tv streames nu ulovligt.

Det koster tv-kanalerne og sportsorganisationerne milliarder af tabte kroner og har nået et omfang, der nærmer sig »tyveri af videotjenester i industrielt omfang«.

Sådan lyder udlægningen fra medieanalysefirmaet Enders, som har undersøgt markedet ud fra private data fra tv-udbyderne og internetdata.

Analytikerne har dog ikke kunnet sætte et præcist tal på omfanget af snyderiet, skriver den britiske finansavis Financial Times.

Nogle gange ser titusinder med på piratkopierede adgange til det, der ellers er betalingsudsendelser, og som kræver et abonnement. Hvis udsendelserne bliver streamet videre over sociale medier, kan antallet af ulovlige seere være endnu højere.

Medieselskaber forsøger selv at spærre for piratdelingen ved hjælp af teknologi, der kan spore delingen, mens den finder sted.

Enders offentliggjorde fredag sin analyse af de europæiske tv-data.

Dansk milepæl i hus

En helt ny opgørelse fra det svenske medieanalyseselskab Mediavision viser, at Danmark netop har rundet fem millioner streamingabonnementer på tv og/eller film.

Det seneste år er der kommet yderligere 500.000 abonnementer til, først og fremmest som følge af billigere abonnementer med reklamer, som man nu kan få på tjenester som TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Max og SkyShowtime.

Både DRTV og TV 2 Play har i Danmark nu overhalet Netflix målt på tidsforbrug, og TV 2 Play har desuden indhentet Netflix, når man måler på antallet af abonnementer.

En lang række streamingtjenester har gennem den seneste tid sat prisen på et abonnement op i Danmark. Også tv-udbydere som Norlys, YouSee m.fl. har hævet priserne på abonnementerne.

Mens F.C. København i sidste weekend spillede sig til klubbens 16. danmarksmesterskab, kunne Erik Skjærbæk høre vilde jubelskrig runge gennem sit hus i Svendborg.

Det var hans hustru, Suong Skjærbæk, der sad og så fodbold i fjernsynsstuen. Hun var i det følelsesladede hjørne, for Suong Skjærbæk er simpelthen vild med FCK.

Imens opholdt Erik Skjærbæk sig et helt andet sted i huset. Han havde andre arbejdsrelaterede gøremål.

Først da FCK havde bragt sig foran med 3-0 et stykke inde i anden halvleg og dermed havde otte-ni fingre rundt om håndtagene på danmarksmesterskabspokalen, dristede han sig ind foran fjernsynet til sin kone.

»Der tænkte jeg, at nu ville jeg i hvert fald ikke blive negativt overrasket,« siger Erik Skjærbæk, da Berlingske møder ham på hans kontor ved havnefronten i Svendborg.

Han har den største andel af aktierne i selskabet bag klubben, men den offentlige fortælling om Erik Skjærbæk er, at han er bedøvende ligeglad med F.C. København.

Dels har han i begyndelsen af sine 16 år som FCK-investor aldrig lagt skjul på, at han ingenting ved om fodbold. Og dels ser man ham kun yderst sjældent til hjemmekampe i Parken – og endnu sjældnere i pressen.

Milliardæren med magten i FCK er blevet en halvmytisk figur – der florerer et utal af kulørte historier om ham – men han har holdt opmærksomheden ud i strakt arm og forholdt sig i tavshed ved det sydfynske øhav.

Nu er Erik Skjærbæk blevet træt af at høre halvbagte historier om sit eget gemyt.

Derfor giver han langt om længe et stort interview om sin rolle i FCK. Om den magt, han besidder. Om muligheden for, at han tager sine aktier med sig i graven. Og om de følelser, der er forbundet med hans ejerskab af klubben.

»Min glæde er utroligt stor, når FCK vinder. Men jeg har det virkelig dårligt, hvis vi taber. Det er også nogle gange grunden til, at jeg ikke kommer i Parken. For jeg synes, der bliver bygget sådan et intenst spændingsfelt op, og hvis vi så taber … jeg synes, det er virkelig deprimerende. Og dårligt.«

En brysk bølle

Det kan være farligt at lade andre formulere ens historie, og Erik Skjærbæks pr-strategi har helt afgjort været tidsbesparende. Men har den været smart?

Graver man sig igennem det, der er skrevet om Skjærbæk, siden han første gang købte aktier i Parken i 2009 – en øvelse, der ikke tager mere end et par timer – får man indtryk af en brysk bølle, der bander, belærer og bider fra sig.

Allermest karikeret fremstilles han i et Ekstra Bladet-portræt i 2011, der fik forsideoverskriften »Pejsepisseren«. Artiklens motor er en episode, hvor en velbedugget Skjærbæk bliver inviteret hjem til rigmanden Axel Juhl-Jørgensen i Vedbæk og kvitterer ved at slukke pejsen med sin urin.

Også Skjærbæks 50-års fødselsdag i 2009 er et tilbagevendende tema. Det var, kort efter han var blevet milliardær på salget af bremsevirksomheden Svendborg Brakes.

Under fødselsdagsweekenden indlogerede Erik Skjærbæk 100 gæster på Svendborg Hotel (nordjyden Skjærkbæk elsker Svendborg), og på hver enkelt seng var der lagt et gavekort til de kvindelige gæster, der kunne shoppe i Svendborgs butikker på fødselarens regning, mens mændene trak sig til side.

Og har man som journalist haft med Erik Skjærbæk at gøre, ved man, at samtalerne har en gennemsnitslængde på tre ord og oftest slutter med »nej« og lyden af et telefonrør, der smækkes i.

Om sit lidt grovkornede omdømme siger hovedpersonen selv:

»Hvis du skal sælge aviser, er der ikke meget i at skrive, at Erik Skjærbæk er en stille, rolig person. Det er meget sjovere at lave det om til, at jeg er en bølle og den slags.«

Hvordan synes du selv, du har ændret dig med alderen?

»Jeg synes, at jeg er blevet kønnere.«

Hvad synes du om den måde, du er blevet portrætteret på i pressen?

»Jeg har aldrig rigtigt læst de medier. Og du skal i øvrigt også betale for at læse dem,« siger Erik Skjærbæk, der i dagens anledning er iført et Patek Philippe-ur af modellen »Gondolo« – på brugtmarkedet koster sådan ét 100.000 kroner og en sjat.

Ingen vil være frivilligt upopulær

Selvom Skjærbæk ikke er på julekort med dansk presse og stort set aldrig har givet et stort interview, findes der en del små og ofte bemærkelsesværdige citater fra rigmanden.

B.T. spurgte for eksempel i 2019, om han havde planer om at skyde flere penge i FCK, så der kunne købes bedre spillere. Hans svar var, at det ikke var nødvendigt.

»De skal bare spille bedre,« sagde han om den forhåndenværende spillertrup.

Da han samme år blev spurgt, hvorfor han havde købt flere aktier i Parken Sport & Entertainment, svarede han: »Jeg åbnede skuffen og så, der lå 65 millioner kroner.«

Han har også sagt, at han troede, Parken var et ejendomsselskab og ikke var klar over, at det også handlede om fodbold.

»Jeg har udtalt ting gennem historien, som man kan kalde oneliners. Jeg har måske sagt det ret bastant, for så er det ligesom klart og tydeligt. Det er så blevet oversat til sandheder om mig og mit forhold til FCK,« siger han i dag.

Betyder det noget for dig, om FCKs fans kan lide dig?

»Jeg tror ikke, der er ret mange, der frivilligt vil være upopulære. Jeg ville meget gerne, at fansene kunne forstå mig. Jeg bryder ikke sammen i krampegråd over, at jeg føler mig misforstået, men jeg synes bare, det er vigtigt, at de forstår, at jeg tænker anderledes.«

Da Skjærbæk i 2009 blev aktionær i Parken Sport & Entertainment, der takket være F.C. København er en af Danmarks mest eksponerede virksomheder, var hans kendskab til pressen minimalt. Men han vidste godt, hvor pengeskabet skulle stå.

200 millioner på kontoen

19 år forinden var han ankommet til Svendborg, efter han var blevet uddannet maskinarbejder i Thy. Han havde fået job som salgschef i den lokale virksomhed Svendborg Brakes, og det var han tilsyneladende god til.

Så god, at der i 1998 opstod en livsforandrende mulighed for Skjærbæk.

Danske Bank i Svendborg gik efter svære forhandlinger med til at låne ham 20 millioner kroner, og med de penge kunne han sammen med partneren Jan Struve overtage hele den virksomhed, som han var blevet ansat i otte år forinden.

Timingen var perfekt.

Svendborg Brakes fremstillede bremser til vindmølleindustrien, der var i galopvækst de år. I 2008 kunne Skjærbæk og Struve videresælge den virksomhed, de havde lånt 20 millioner kroner for at købe.

Nu var prisen, der blev betalt af en britisk kapitalfond, 3,4 milliarder kroner.

»Næste morgen var der 200 millioner på min konto.«

Euro?

»Øjro, ja.«

Beslutningen blev truffet på en formiddag

Pengene skulle geninvesteres, og her kom Skjærbæks opvækst på Mors til at spille en rolle.

»Min revisor sagde, at der var en af mine medmorsingboer, der havde købt sig ind i noget, der hedder Parken. Og det var ejendomme og lejligheder og Lalandia, og det lød da spændende.«

Medmorsingboen var Karl Peter Korsgaard Sørensen.

»Jeg er temmelig sikker på, at vores fædre kendte hinanden fra Mors. Vi behøvede ikke så meget introduktion – vi havde stort set samme dialekt, og så har man stor tiltro til hinanden fra starten,« siger Erik Skjærbæk.

»Det var den vej, jeg kom ind. Det var en beslutning, der blev truffet på en formiddag.«

I dag er Erik Skjærbæk med sine knap 30 procent af aktierne den største aktionær i F.C. København. Og samtidig er det en udbredt opfattelse, at Skjærbæk og medmorsingboen Karl Peter Korsgaard Sørensen er enige om langt det meste, når det kommer til driften af Parken Sport & Entertainment. Lægger man Skjærbæks aktier sammen med de 20,6 procent af aktierne, Korsgaard og hans ekskone ejer, ender man med over 50 procent af aktierne.

Flyverskjul i London

Køber man sig ind i F.C. København, kan man gå fra at være en stort set ukendt forretningsmand til at blive centrum for pressens lange øjne.

Parkens daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard havde spillet den rolle til perfektion. Don Ø – som FCK-fansene havde døbt ham – tog altid telefonen, når journalisterne ringede og stillede op til det meste. Nede på grønsværen solede han sig i stadionlampernes skær.

Erik Skjærbæk greb det anderledes an.

»Jeg kravlede bare i flyverskjul,« siger han.

Da Ekstra Bladet i 2009 sendte en fotograf til London for at finde den nye FCK-ejer, stod det klart, at han ikke ønskede samme opmærksomhed som Don Ø. Skjærbæk blev sur og bed fra sig.

»Jeg fik et firma til at give mig lidt pressetræning, og de sagde, at det ikke så godt ud, at jeg løb og truede en fotograf ovre i London,« siger han.

»Det tirrede rigtig mange, at jeg ikke ville udtale mig. Men jeg havde jo ingen forudsætninger for at gøre det, for jeg vidste ingenting om fodbold. Jeg havde andre kvaliteter,« siger han.

De seneste 15 år er der ikke blevet tilført kapital til F.C. København. Det er i skarp kontrast til andre store klubber som FC Midtjylland og Brøndby, hvor ejerne har været anderledes gavmilde.

Men i Parken trækker ejerne udbytte ud til aktionærerne, og det har været et af de store debatemner blandt FCK-fans, som hellere så pengene gå til nye spillere eller et bedre træningsanlæg.

»Det er altså en stor misforståelse med det her udbytte,« siger Skjærbæk.

»Vi tager jo ikke udbytte fra fodboldklubben.«

Han lister ud af lokalet og kommer tilbage med et A4-ark, som han viser til Berlingskes udsendte. Her fremgår det, hvordan udbyttet de senere år er hentet fra badelandet Lalandias overskud og ikke fra fodboldklubbens indtjening.

Det er en irettesættelse fra ejerkredsen i Parken Sport & Entertainment, der har været længe undervejs.

»Jeg har bare ikke følt, det var nødvendigt at forsvare noget, som jeg mener, er logik,« siger Erik Skjærbæk.

For ham er det den fjerneste af alle tanker, at man kunne overveje at investere i noget, hvis ikke det var for at tjene penge. Og det gør han også i Parken Sport & Entertainment.

Aktierne kan blive i generationer

Alligevel florerer der vedvarende rygter om, at et frasalg – enten af datterselskabet F.C. København eller af hele Skjærbæks ejerandel i Parken Sport & Entertainment – kan komme på tale inden for en nær fremtid.

Det afviser Skjærbæk i markante vendinger:

»Der er mange, der henvender sig og gerne vil købe Parken, men de kommer med alt, alt for lave bud, som vi slet ikke har brugt noget tid på.«

Markedsværdien på børsen er 1,5 milliarder kroner. Hvor meget højere skal prisen være, før du vil overveje at sælge?

»Når nogen kommer og spørger, om jeg vil sælge, siger jeg, at alt er til salg, og at det er et spørgsmål om pris og timing. Men den diskussion slutter altid hurtigt, fordi ingen af dem tilsyneladende kan regne.«

Hvis der en dag kom det rette tilbud, er der så en bestemt type købere, som du ikke vil sælge til?

»Det er et svært spørgsmål. Hvis jeg får fire gange så meget ved at sælge til Saudi-Arabien, så vil jeg måske gøre det. Men det er så hypotetisk, og det er ikke noget, jeg overhovedet tænker på i øjeblikket.«

Du er 66 år. Har du gjort dig tanker om, hvornår det kunne være et godt tidspunkt at sælge dine aktier?

»Som vi kører forretningen nu, vil jeg ikke have problemer med at lade aktierne i Parken blive i familiens eje,« siger Erik Skjærbæk, der har to voksne børn.

»Også når jeg ikke er her mere.«

Cheftrænerens bøn

Et nagelfast forhold, når man ejer en fodboldklub, er den polemik, der følger med.

Knap havde Suong og Erik Skjærbæk slukket fjernsynet hjemme i Svendborg, veltilfredse med F.C. Københavns danmarksmesterskab, før klubbens cheftræner, Jacob Neestrup, kom med en opsigtsvækkende udtalelse til den fremmødte skrevne presse.

I en usædvanligt direkte tone appellerede han til ledelsen i F.C. København om, at han til en forandring kunne få lov til at beholde sine bedste spillere hen over sommeren.

»Vi skal holde på vores spillere og have dem til at peake i længere tid i F.C. København. Så længe vi ikke gør det, kan jeg ikke stå og garantere et dansk mesterskab til F.C. København i næste sæson,« sagde Neestrup.

Men i en virksomhed, der er værdisat til 1,5 milliarder kroner, kan det være vanskeligt at takke nej, hvis en udenlandsk klub vil betale mellem 100 og 200 millioner kroner for en enkelt spiller. Særligt for en mand som Erik Skjærbæk, der under interviewet med Berlingske siger:

»Nogle siger: ‘Er du ikke stolt af, at FCK har vundet danmarksmesterskabet?’ Jo, for pokker! Men for helvede, jeg er også stolt af, at vi har formået at fremdrive en klub, hvor økonomien er så sund. At vi også er danmarksmestre i konsolidering af en fodboldklub.«

I sin helhjertede bøn nævner cheftræner Neestrup ikke Erik Skjærbæk ved navn.

Helt formelt er det nemlig sportsdirektøren Sune Smith-Nielsen, der har det fuldbyrdede ansvar for køb og salg af spillere. En del af jobbeskrivelsen er at skaffe høje indtægter fra salg af spillere, men hvornår og hvordan han indløser de penge, er som sådan op til ham.

Men blandt de kilder, Berlingske har talt med, betragtes det som en almengyldig sandhed, at Smith-Nielsen arbejder under et ikke uvæsentligt pres fra bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment for at sælge spillere, så snart buddene når en vis størrelse – selvom der kan være en strategisk pointe i at beholde spillerne et ekstra år, så de kan vinde flere fodboldkampe for FCK og dermed blive endnu flere penge værd.

Erik Skjærbæk er den eneste af ejerne, der sidder i bestyrelsen, mens han også har tætte bånd både til bestyrelsens formand og næstformand. Men på kontoret gør han noget, der harmonerer dårligt med myten om Erik Skjærbæk: Han glider af på en potentiel konflikt med Jacob Neestrup:

»Jeg synes, det er fint, at han udtaler sig. Hvilken fodboldtræner herhjemme vil ikke gerne have de bedste spillere på sit hold? Det er helt naturligt.«

Spørgsmålet er, om den efter eget udsagn komplet fodbolduvidende Erik Skjærbæk har noget at skulle have sagt, når der skal træffes strategiske afgørelser om spillersalg i F.C. København.

»Jeg vil hellere vende den om og sige, at der kan komme så store bud på spillere, at selv den sportslige ledelse indser, at det nok ville være en god forretning at sælge spilleren.«

Men hvad hvis de ikke indser det uden din vejledning?

»Øh. Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt – imod den sportslige ledelse – ment, at vi skulle sælge spillere. Og det ville jeg nok heller ikke gøre, medmindre der er virkelig gode grunde til det,« siger han.

Kilder tæt på den sportslige ledelse i F.C. København tegner et lidt mere komplekst billede.

Særligt sidste sommers salg af den islandske angriber Orri Óskarsson nævnes som en tilspidset situation: Kun to dage før transfervinduet lukkede, solgte F.C. København Óskarsson til Real Sociedad for op mod 170 millioner kroner, selvom både sportsdirektøren – manden med det formelle ansvar – og cheftræneren ønskede at beholde ham i klubben længere.

Andre kilder mener omvendt, at Sune Smith-Nielsen ganske rigtigt opererer med mindre frihed over for bestyrelsen end sine forgængere på posten, men at der ikke var en besked fra bestyrelsen om at sælge Orri Óskarsson.

Fra sit kontor i Svendborg udlægger Erik Skjærbæk sine tanker om spillersalg således:

»Problemet med en spiller, der er mange penge værd, er, at hvis han bliver skadet – som vi har set før – så kan han pludselig gå til at være ingenting værd.«

Vi spørger ham, om han tænker på svenskeren Roony Bardghji, der i januar 2024 kunne være blevet solgt for et trecifret millionbeløb. FCK valgte at beholde ham, hvorefter han fik en alvorlig knæskade, og til januar skifter han formentlig til en anden klub kvit og frit.

»Jeg tænker ikke på nogen specielt. Men det er sådan noget, der kan ske. Og så går fodboldklubben glip af 150 millioner kroner, som jeg ser det. Det kunne man have købt fire gode forsvarsspillere for,« siger Erik Skjærbæk.

Han vil ikke kommentere på, om Jacob Neestrup får sit ønske om at beholde profilerne hen over sommeren opfyldt:

»Det kan jeg ikke udtale mig om. For det er kurspåvirkende, det der.«

En lille guldstatue

Der er ingen app på Erik Skjærbæks telefon, hvor han kan følge med i fodboldresultater. Og selvom Jacob Neestrups udtalelser vakte dyb genklang i Fodbolddanmark søndag aften, påstår Skjærbæk, at han end ikke havde set citaterne, før et par timer inden vi møder ham på hans kontor tirsdag eftermiddag.

Faktisk kommer en ikke uvæsentlig del af hans viden om F.C. København direkte fra hustruen Suong og hendes brødre. De er en stor, vietnamesisk søskendeflok, der alle går levende op i fodbold.

»Hvis man ser ni vietnamesere med FCK-halstørklæder i Parken, er det nok dem,« bemærker Skjærbæk med nordjysk ordknaphed.

Suong er i særdeleshed tosset med F.C. Københavns fynske midtbanespiller Rasmus Falk.

Tidligere på året fik Suong i Vietnam fremstillet en 40 centimeter høj og guldbelagt statue af Rasmus Falk, som FCK-stjernen fik overleveret som en gave i Parkens VIP-område. Det blev han meget rørt over, fornemmede Skjærbæk.

Skjærbæk selv har også en yndlingsspiller i FCK, og han hedder Denis Vavro.

»Ham kunne man slå sig på, og det kunne jeg godt lide. Han var sådan en lidt grim ælling, der kunne lave mål ude fra 35 meter. Jeg synes, det var morsomt, at alle tilskuerne råbte ‘skyd!’ når han fik bolden,« siger han.

Sagt med al kærlig respekt for den slovakiske, lidt udsmideragtige forsvarsspiller, minder det om dengang, Skjærbæk investerede i væddeløbsheste i Panama og i den forbindelse fortalte Børsen om sin yndlingshest, Jubilee Queen:

»Jeg valgte selv Jubilee Queen, og det er jeg ret stolt af. Jeg tog den grimmeste. Den var bare helt grå, men jeg tænkte, at den var nødt til at løbe ekstra stærkt, hvis den ville opnå noget.«

Skjærbæk nød sin hesteinvestering, fordi den også bragte ham underholdning. Er tilfældet det samme med F.C. København?

»Ja, når vi vinder,« siger han.

»Lige i øjeblikket føler jeg mig fantastisk godt underholdt. Men når de taber, gør det simpelthen fysisk ondt på mig.«

Hvor på kroppen gør det helt konkret ondt, spørger vi ham.

Erik Skjærbæk ser lige frem for sig med et helt og aldeles uudgrundeligt blik. Så klapper han med højre hånd tre gange på den venstre side af sin mave.

»Det sætter sig nok herovre, hvor tegnebogen sidder.«

Gennem op til to år har andre kunnet se, hvor millioner af britiske mobilkunder befandt sig, på grund af en sikkerhedsfejl på et af de store mobilnet i landet.

Den 18. maj fik Virgin Media O2 endelig lukket hullet, skriver britiske The Guardian og Financial Times, og dermed spærret for et muligt misbrug.

Det var en britisk it-ekspert, som i marts opdagede, at når man ringede til nogen over 4G-mobilnettet, blev der sendt oplysninger tilbage om, hvilken mobilmast modtageren var koblet op på, oplysninger om simkortet hos modtageren og oplysninger om den telefonmodel, som modtageren brugte.

Især i byområder kunne modtagerens placering findes ret præcist, fordi der ofte er kort mellem mobilmaster og -antenner.

Det lykkedes it-eksperten at spore en bekendt til at befinde sig i København.

Han skrev straks til Virgin Media O2, men fik aldrig noget svar, og først da han 17. maj skrev om sin opdagelse på en blog, skete der noget.

Virgin Media O2 har ifølge indberetninger til de britiske telemyndigheder og det britiske datatilsyn nu lukket sikkerhedshullet, som kunne udnyttes af hackere.

Sikkerhedshullet skyldes, at Virgin Media O2, der har 45 millioner mobilkunder, ikke havde sat sin 4G-software korrekt op. Dermed blev oplysninger, som normalt er private, pludselig tilgængelige, og med almindelig tilgængelige værktøjer kunne man dermed finde ud af, hvor modtageren befandt sig.

Virgin Media O2 begyndte at anvende softwaren i 2023, men understreger, at det krævede specialistviden at kunne tilgå de lækkede data.

Selskabet fastslår, at det ikke ser tegn på, at oplysningerne er blevet misbrugt.

Trods stadig flere internationale sanktioner lykkes det stadig Rusland at sikre sig et klækkeligt bidrag til krigskassen ved at sælge olie til vestlige lande.

Siden Rusland invaderede Ukraine 22. februar 2022, har russerne tjent mere end tre gange så mange penge på at eksportere olie, end Ukraine har modtaget i hjælp fra sine vestlige allierede.

Det viser data, som britiske BBC har indsamlet.

Eksporten af olie og gas udgør lige nu næsten en tredjedel af Ruslands samlede indtægter til statskassen og mere end 60 procent af den russiske eksport.

Opgjort pr. 29. maj 2025 havde Rusland omsat olie for 883 milliarder euro (6,59 billioner kroner), siden de russiske kampvogne rullede over grænsen til nabolandet. Heraf er de 228 milliarder euro (1,7 billioner kroner) blevet betalt af lande, der står bag sanktioner mod Rusland, og af de 228 milliarder euro kommer de 209 milliarder (1,56 billioner kroner) fra EU-lande, viser tal fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA).

Russisk skyggeflåde fragter olien rundt

En formentlig betydelig del af den russiske olie fragtes rundt af den såkaldte skyggeflåde – en flåde af udrangerede og ofte udtjente tankskibe, der med alle mulige trick forsøger at undgå at blive sporet, når de på åbent vand omlæsser olien med stor risiko for at skabe miljøkatastrofer.

EU modtog russisk gas gennem gasledninger, indtil Ukraine i januar 2025 lukkede for forsyningerne, da aftalerne med Rusland udløb. Stadig leveres russisk råolie gennem rørledninger til Ungarn og Slovakiet, ligesom russisk gas i stigende mængder pumpes gennem rørledninger via Tyrkiet.

I januar og februar 2025 voksede gasmængderne her med 26,77 procent i forhold til for et år siden.

Den russiske gaseksport til Europa voksede i 2024 med op mod 20 procent, og flydende naturgas, som transporteres med skibe rundt i stedet for at blive sendt gennem rørledninger, satte rekord. Halvdelen af Ruslands flydende naturgas går lige nu til EU-lande.

EU ønsker nu at få standset russiske energiforsyninger helt gennem en ny plan, som den danske energikommissær, Dan Jørgensen, fremlagde i begyndelsen af maj. Tilbage i februar i år fastslog han, at »siden krigens begyndelse har vi købt russisk gas for, hvad der svarer til prisen for 2.400 F35-kampfly. Det holder åbenlyst ikke. Vi er nødt til være uafhængige af fossile brændstoffer fra Rusland«.

Den rapkæftede topchef for det irske lavprisluftfartsselskab Ryanair kan se frem til en festlig sommerferie, hvor han vil have råd til at leje sit eget privatfly.

Aktiekursen i hans selskab, der er Europas største luftfartsselskab, ramte nemlig torsdag 23,74 euro. Dermed har den 28 dage i træk ligget på mere end 21 euro, og det er en af to betingelser, der indgår i den 64-årige Michael O’Learys kontrakt som basis for at udløse den betydelige bonus på 100 millioner euro svarende til 746 millioner kroner.

Den anden er, at han selv skal forblive på sin post indtil udgangen af juli 2028.

Der vil være tale om en af de største bonusser udbetalt af noget europæisk firma nogensinde.

Michael O’Leary er både kendt og berygtet for sin endog meget ligefremme kommunikation over for omverdenen, hvilket har været med til at gøre Ryanair kendt som luftfartsselskab. Han har siddet i spidsen for selskabet i mere end 30 år og er dermed en af de længstsiddende topchefer i luftfartsbranchen.

Hans lønaftale blev indgået i december 2022 for at sikre, at han blev siddende bag styrepinden. Bonusordningen er blevet skarpt kritiseret.

Afviser kritik – fodboldspillere tjener mere

»At give yderligere 100 millioner euro til nogen, der allerede nyder milliardærstatus, er en moralsk tvivlsom og praktisk ineffektiv måde at dele den rigdom, der tilfalder store virksomheder,« siger Luke Hildyard, topchef for High Pay Centre, der kæmper mod topchefers store lønninger, ifølge The Guardian.

Selv har Michael O’Leary afvist kritikken.

»Jeg mener, at vi leverer usædvanlig værdi til Ryanairs aktionærer i en tid, hvor førende fodboldspillere eller trænere bliver betalt 20-25 millioner euro om året i løn,« sagde han tidligere på måneden.

Ryanairs aktiekursstigninger har betydet, at selskabet torsdag var mere end 25 milliarder euro værd – altså 186,5 milliarder kroner.

Michael O’Leary selv har 44 millioner aktier i Ryanair. De blev torsdag værdisat til en milliard euro (7,46 milliarder kroner).

Bonustildelingen betyder, at Ryanair-bossen kan købe ti millioner aktier for blot 11,12 euro hver, og at han skal vente i tre år, før han må sælge dem.

Ryanair havde i finansåret 2024-2025 i alt 200,2 millioner passagerer – ni procent flere end året før.

Ryanair stoppede i april flyvninger til og fra Billund Lufthavn efter en årrække med fast base og er også holdt op med at flyve til og fra Aalborg Lufthavn. I Københavns Lufthavn er selskabet tredjestørst efter SAS og Norwegian.

Der blev købt betydeligt flere dyre Rolex- og Patek Philippe-armbåndsure end normalt lige op til, at Donald Trump udløste det store kaos med at lægge straftold på alt og alle i begyndelsen af maj.

Det viser tal fra nyhedsbureauet Bloombergs Subdial Watch Index, der følger prisudviklingen på de 50 urmærker, der har den største omsætning.

Salget af brugte luksusure vokser altid sidst på måneden, når en ny månedsløn er tikket ind på kontoen. Men i slutningen af april lå det ekstraordinært højt lige efter lønudbetalingen – få dage før USAs præsident stillede sig op med den velkendte tavle med alle landenavnene og den straftoldsats, som han nu ville indføre.

Rekordhøjt salg

Hele 160 procent højere lå ursalget dagen efter lønudbetalingen i april. Det slår de hop på i gennemsnit 112 procent, som det seneste år er oplevet på lønningsdagene.

Særligt i USA og Storbritannien blev der købt flere brugte luksusure end normalt, hvilket passer fint med eksporttal fra Schweiz, der viser en stigning i ureksporten med næsten en femtedel i april. De fleste forsendelser gik mod USA ved udsigten til, at Trumps straftold ville gøre luksusurene betydeligt dyrere, fordi de fremstilles af værdifulde metaller og stål, som netop er i Trumps kikkert.

Schweiz, som er hjemland for de fleste af de helt store urproducenter, oplevede til gengæld, at ureksporten faldt med 6,4 procent til resten af verden.

Også bilproducenterne knoklede for at få flest mulige biler fragtet inden for USAs grænser, inden straftolden ramte.

Salget af brugte luksusure er steget med 5,3 procent globalt i løbet af maj og ligger nu på niveau med salget, som det var i oktober 2024, hvorefter det dykkede. Der er dog langt op til niveauet for tre år siden, hvor verden fortsat var ramt af nedlukninger som følge af coronapandemien, og hvor folk ikke kunne komme ud og bruge penge. I stedet blev de investeret i blandt andet ny elektronik og brugte luksusure, som derfor steg voldsomt i pris.

Den nye tyske regering vil indføre en digital skat på ti procent på teknologigiganter som Meta/Facebook og Google.

Det bekræfter Tysklands medie- og kulturminister, Wolfram Weimer, over for det tyske magasin Stern.

Regeringen arbejder på at beskatte de globale internetplatforme, fremgår det af den politiske aftale, der er grundlaget for kansler Friedrich Merz' konservativt-socialdemokratiske regering.

Det overvejes dog fortsat, om et alternativ kan være, at teknologigiganterne frivilligt går med til at betale mere skat i Tyskland, hvorfor Wolfram Weimer – der er tidligere redaktør på det tyske dagblad Die Welt – da også har indkaldt »Googles ledelse såvel som nøglerepræsentanter for branchen« til drøftelser.

»Disse virksomheder gør forretning for milliarder i Tyskland med ekstremt høje overskudsmargener og har enorm gavn af landets medier og kultur såvel som dets infrastruktur – men de betaler næsten ingen skatter, investerer for lidt og giver alt for lidt tilbage til samfundet,« siger Wolfram Weimer til Stern.

Han beskylder samtidig teknologigiganterne for at opbygge »monopolagtige strukturer«, som ikke blot hæmmer konkurrencen, men også koncentrerer mediemagten for voldsomt.

»Hvis Google, under pres fra Donald Trump, ensidigt omdøber Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf og simpelthen dekreterer dette takket være sin enorme magt til at forme meninger i global kommunikation, så kan vi se, hvilke problemer der ligger i de nuværende strukturer,« lyder det fra den tyske minister.

Lovarbejdet er sat i gang

Lovarbejdet med den nye digitale skat på ti procent er sat i gang. Ifølge ministeren kan den tyske lovgivning blive bygget på Østrigs tilsvarende. Her betaler alle de store platforme fem procent i digital skat for alle annoncetjenester, men den tyske regering finder en fordobling af skatten »moderat og legitim«.

Frankrig har ligesom blandt andre Italien, Storbritannien, Spanien, Tyrkiet, Østrig, Indien og Canada allerede en skat på digitale virksomheder.

Udmeldingerne fra Tyskland, der er Europas største økonomi, kommer midt i den handels- og toldkrig, som Donald Trump har sat i gang mod resten af verden. USAs præsident har anklaget EU for at behandle amerikanske virksomheder urimeligt, hvilket han vil gengælde med hård straftold.

Analytikere og eksperter har gentagne gange påpeget, at de opgørelser, som Donald Trump har fremført om slagsiden i handlen mellem USA og EU, ikke har indbefattet digitale tjenester, men kun fysiske varer. Disse digitale tjenester, som teknologigiganterne leverer og sælger i Europa, udgør et meget betydeligt beløb. Det er også baggrunden for, at EU sammen med lande i resten af verden gennem mange år har forsøgt at tvinge teknologigiganterne til at afregne skat i det land, hvor pengene tjenes.

I vidt omfang er omsætning blevet overført til et regionalt hovedsæde i et andet land, typisk hvor selskabsskatten er betydeligt lavere.

Lige bag det politiske kaos om toldsatser, der i øjeblikket udspiller sig i USA, står Victor Schwartz og Chloë Syrah Schwartz – far og datter.

Sammen driver de den lille vinhandel VOS Selections i New York.

De er hovedsagsøgere i det søgsmål, der torsdag bremsede Donald Trumps globale toldsatser.

»Jeg startede ikke min virksomhed med tanken om, at jeg en dag ville sagsøge USAs præsident,« siger Schwartz til canadiske CBC News: 

»Det var ikke mit mål i livet. Jeg ville bare lave rigtig god vin og sælge den til folk, der kunne lide den«.

Derfor grinede den mangeårige vinhandler da også, første gang han læste anklageskriftet: 

»VOS Selections versus Trump. Det var lidt som en drøm,« fortæller han.

Schwartz-familien er én blandt fem mindre virksomheder, der anmeldte Trumps told til domstolen US Court of International Trade.

Torsdag bremsede den amerikanske handelsdomstol Trumps toldsatser, men de blev midlertidigt gennemført senere torsdag af en føderal appeldomstol, som har besluttet, at tolden er gældende, mens en ankesag behandles.

Frontfigur ved et tilfælde

Vinhandleren Victor Schwartz fandt ad omveje ud af, at en professor i forfatningsret ved George Mason University i Virginia overvejede, om Trumps toldsatser kunne bremses ved en domstol.

Derfor ringede han i første omgang til professoren for at fortælle om, hvordan deres præsidents toldkrig påvirkede hans branche og andre små virksomheder.

Kort efter var han blevet overtalt til at være hovedanklager i sagen mod Donald Trump og hans administration.

Natten til torsdag faldt første dom. Den underkendte Donald Trumps juridiske belæg for at rulle sin toldkrig ud for fuld udblæsning mod resten af verden.

Nyheden blev fejret på globale aktiemarkeder verden over – og også hjemme i Schwartz-familiens lejlighed på Manhattan i New York. 

Så meget, at der blev åbnet en flaske vermentino fra Frankrig.

Der gik imidlertid ikke mere end et døgn, før vinen kunne sættes tilbage i kælderen, idet appeldomstolen gav Trump-regeringen ret i, at toldsatserne kan fortsætte, mens en ankesag behandles.

Donald Trump beskrev den første afgørelse som en »forfærdelig beslutning, der truer vores land«. 

Indtil videre er toldblokaden suspenderet, indtil retten har fremlagt yderligere argumenter for at skulle underkende mange af toldsatserne. 

Jesper Grandt Jørgensen og hans advokat forsøgte i februar at råbe Christiansborg op. 

Men trods sympati fra flere partier ser løbet ud til at være kørt for virksomhedsejeren fra Slagelse. 

Som teltpælene står lige nu, får han næppe en redningskrans som den, der i efteråret blev kastet ud fra Folketinget til iværksættere i sagen om lagerbeskatning af aktier, den såkaldte »skat fra helvede«.

»Det er jeg selvfølgelig ked af og skuffet over. Det er jo helt urimeligt,« siger den 78-årige virksomhedsejer, der i februar fik foretræde for Folketingets skatteudvalg for at tale sin sag.

De to sager ligner ellers hinanden til forveksling: Skatteborgere er gennem flere år kørt over af en stor skattebus. Derfor vil politikerne rette op på de urimelige skatteregler. Men kun fremadrettet. For det koster penge at rette op på skaderne.

Sådan var det i sagen om »skatten fra helvede«, og sådan er det i sagen om beskatning af aktionærlån.

Men sådan ser det ikke umiddelbart ud til at ende for dem, som er blevet ramt af skattereglerne om aktionærlån.

Beskattet 50 gange

Jesper Grandt Jørgensen, der i mange år drev murer- og entreprenørvirksomhed, står med en skatteregning på 127 millioner kroner, fordi han er blevet beskattet af de samme penge omkring 50 gange.

Derfor forsøgte han at få politikerne overbevist om, at de skal ændre loven, så den også får tilbagevirkende kraft. Ligesom de endte med at gøre i sagen om skatten fra helvede.

Jesper Grandt Jørgensen blev mødt med sympati fra både Venstre og Moderaterne, hvis daværende skatteordfører Mohammad Rona fandt det »fristende« at sige, »at det vi gjorde med lagerskatten, det må vi også gøre her«.

Men her tre måneder senere, efter Folketingets førstebehandling af lovforslaget og en politisk drøftelse i skatteudvalget i sidste uge, er der ingen tegn på, at de, som er blevet ramt af skattereglerne om aktionærlån, får samme håndsrækning som i sagen om »skatten fra helvede«.

Formanden for skatteudvalget, Anders Kronborg (S), siger:

»Jeg kan oplyse, at ingen ændringsforslag fik opbakning. Kun dem fra ministeren. Lovforslaget blev godkendt uden yderligere. Vi er langt fremme i processen, så det er ikke noget, vi kommer til at kigge på i forbindelse med det her lovforslag.«

Han minder om, at der også vil skulle findes finansiering til at hjælpe de virksomhedsejere, som gennem årene er blevet kørt over af skattereglerne. 

Samlet har statskassen fået et provenu på anslået 500 millioner kroner på grund af skattereglerne om aktionærlån. 

Finansieringsbehovet for at hjælpe de ramte lyder på én milliard kroner, fremgår det af et folketingssvar fra skatteminister Rasmus Stoklund (S), der i et andet svar også peger på administrativt bøvl og høje administrative omkostninger ved at skulle hjælpe de skatteborgere, der uheldigvis er havnet under bussen.

Sandet i timeglasset

Også i sagen om skatten fra helvede skulle der findes finansiering. Her lød finansieringsbehovet i første omgang på 580 millioner kroner. Senere viste det sig, at beløbet reelt var 100 millioner kroner. 

Men på 19 dage frem til den endelige vedtagelse af iværksætterpakken i Folketinget i december 2024 lykkedes det på mirakuløs vis at finde både fælles fodslag – og pengene.

Fire dage før Folketinget gik på juleferie, lykkedes det endda at finde penge, så også iværksætteren Niels Buus blev reddet fra en skatteregning på 20 millioner kroner, da politikerne i sidste øjeblik rykkede tidsgrænsen med ét år.

»Dengang var der længere tid til at få det med ind i processen,« siger Anders Kronborg og henviser til, »at folketingsåret snart er slut«.

Venstres skatteordfører, Preben Bang Henriksen, har »fuld forståelse for situationen (for virksomhedsejerne, der er kommet i klemme, red.)«, men han »tror ikke, at vi når at få det med«. 

»Så må vi senere se på, om der kan rettes op på det,« siger Preben Bang Henriksen. 

Ammar Ali, der er stedfortrædende skatteordfører for Moderaternes Monika Rubin, og som i sit professionelle virke uden for Folketinget er skatteekspert, »ser rigtig gerne, at vi overvejer at gøre loven gældende med tilbagevirkende kraft«.

»Hvis vi anerkender, at den gældende regel rammer urimeligt, giver det ingen mening at lade den fortsætte med at gælde for de sager, hvor konsekvenserne allerede har vist sig at være absurde.«

»Vi har tidligere vist politisk vilje til at rette op på skatteregler med tilbagevirkende kraft, når det har været nødvendigt og rimeligt – senest med den såkaldte »skat fra helvede«, hvor vi i december 2024 valgte at ændre reglerne bagudrettet for at redde iværksættere ud af en umulig gæld. Det var både klogt og rigtigt – og det samme bør gælde her,« siger Ammar Ali.

Men tiden er knap. På tirsdag skal lovforslaget tredjebehandles, og så går bommen ned.

»Hvis der var politisk vilje«

Jesper Grands Jørgensens advokat, Søren Lehmann Nielsen fra advokatfirmaet Plesner, finder det »uklædeligt, at man har ladet skatteyderne betale over en halv milliard kroner i skat af »fiktive indkomster«, og at der er gået over ti år, »før man har fundet det betimeligt at fremsætte et lovforslag, som retter op på ulykkerne«. 

»Hullukning tager tilsyneladende meget lang tid, når det er skatteyderne, der falder i hullerne. Hvis der var politisk vilje og stemning for det, kunne man jo godt vælge at gøre det,« siger Søren Lehmann Nielsen.

Hvis ikke politikerne kommer de ramte skatteborgere til undsætning i 11. time, vil Jesper Grandt Jørgensen med egne ord »kæmpe til den bitre ende« i retssystemet. 

»Det bliver jeg nødt til, for ellers er det lige som at give op, og så kommer Skattestyrelsen jo og tager pengene,« siger han. 

Reglerne om aktionærlån betyder, at virksomhedsejere, der flere gange låner penge af deres egen virksomhed og efterfølgende betaler dem tilbage igen, bliver beskattet af de samme penge flere gange. Lempelsen af reglerne, der efter planen træder i kraft 1. januar 2026, vil betyde, at virksomhedsejeren kun beskattes én gang – af det højest hævede beløb.

Reglerne for lagerskat betød – før lovændringen i december 2024 – at aktionærer, som ejede under ti procent af aktierne i en virksomhed, kunne blive beskattet af penge, de aldrig havde tjent, fordi de årligt blev beskattet med 22 procent af forskellen mellem kursværdien ved årets begyndelse og kursværdien ved årets slutning.