Sagen angik, om betingelserne for at afgiftsberigtige sagens køretøj med forholdsmæssig afgift var opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b. Det var efter bestemmelsen en betingelse, at leasingkøretøjet tilhørte leasingvirksomheden på tidspunktet, hvor køretøjet afgiftsberigtigedes. Selskabet havde købt køretøjet af leasingtager i en sale & lease back situation til 500.000 kr. Selskabet afgiftsberigtigede køretøjet på baggrund af en selvanmeldt handelspris på 2.900.000 kr., en selvanmeldt nypris for køretøjet på 4.375.000 kr. og som følge deraf en afgiftspligtig værdi på 1.175.789 kr. Landsskatteretten fandt, at den pris, hvormed et køretøj handledes mellem to parter i en sale & lease back situation, kunne indgå i vurderingen af, om der reelt var sket overdragelse af ejendomsretten til et køretøj i relation til anvendelsen af registreringsafgiftslovens § 3 b. Landsskatteretten fandt herefter, at den pris på 500.000 kr. til hvilken køretøjet var handlet, sammenholdt med den pris, som køretøjet, uden registreringsafgift, vurderedes at kunne indbringe ved et almindeligt salg, udgjorde en så væsentlig difference, at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt var overdraget til selskabet. Det blev hertil bemærket, at køretøjet ved leasingaftalens udløb blev tilbagesolgt til leasingtagers enkeltmandsvirksomhed for 499.000 kr. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor ikke kunne afgiftsberigtiges med forholdsmæssig registreringsafgift. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse for så vidt angik pligten til at betale fuld registreringsafgift af køretøjet. I forhold til vurderingen af køretøjets handelspris havde Motorstyrelsen fastsat denne til 3.630.000 kr. Landsskatteretten fandt efter et samlet konkret skøn under hensyntagen til køretøjets udstyr, kilometerstand og vedligeholdelsesstand i forhold til de udvalgte fem annoncer med sammenlignelige køretøjer, at handelsprisen var 3.200.000 kr. Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse på dette punkt og nedsatte registreringsafgiftskravet for køretøjet fra 2.158.236 kr. til 1.902.578 kr.

Spørger var et statsanerkendt museum omfattet af museumsloven. Museet var skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, da betingelserne for skattefrihed i § 3, stk. 1, nr. 5 ikke var opfyldt. Dette skyldtes, at museet udøvede aktiviteter, som faldt uden for rammerne af sædvanlig museumsdrift. Museet påtænkte imidlertid at afstå disse aktiviteter for fremover at kunne omfattes af reglerne om skattefrihed.

Museet ønskede afklaret om allerede foretagne henlæggelser efter selskabsskattelovens § 3, stk. 3, skulle beskattes i forbindelse med overgangen til skattefrihed, og om eventuelle skattepligtige avancer ved afståelse af aktiviteterne kunne modregnes med fradrag for uddelinger og henlæggelser efter § 3, stk. 2 og 3.

Skatterådet bekræftede, at museet ikke ville blive beskattet af tidligere henlæggelser ved overgangen til skattefrihed. Rådet bekræftede endvidere, at museet kunne udligne eventuelle skattepligtige avancer ved afståelsen af de pågældende aktiviteter med fradrag for uddelinger og henlæggelser.

Sagen angik bl.a., at Skattestyrelsen ikke havde godkendt medregnet overdækning på en kautionsforpligtelse ved opgørelsen af klagerens fradragskonto. Indledningsvis anførte Landsskatteretten, at en kautionsforpligtelse vedrørende kommanditselskabets gæld kunne medtages på fradragskontoen, når kommanditisten hæftede for denne som selvskyldnerkautionist. Som udgangspunkt kunne klageren som kommanditist, der havde kautioneret ved en pro rata-kaution for 130% af sin andel af kommanditselskabets gæld under forudsætning af, at regresret var fraskrevet over for komplementaren, medregne 100% på fradragskontoen, fordi klageren ville have regres over for de andre kommanditister for overdækningen på 30%. Imidlertid fandt Landsskatteretten under henvisning til særligt Østre Landsrets dom i SKM2013.727.ØLR, at hvis klageren som kommanditist havde indgået en aftale, der afskar også denne regresret, kunne det fulde beløb, inklusive overdækningen, medtages på fradragskontoen. Retten anførte bl.a., at Østre Landsrets dom i SKM2013.727.ØLR måtte forstås sådan, at overdækningen også kunne medtages på fradragskontoen, hvis kommanditisten havde fraskrevet sig regresret, og det i Landsskatterettens afgørelse i SKM2021.487.LSR anførte om spørgsmålet om overdækning og fradragskonto kunne ikke tillægges vægt i lyset af landsrettens dom i SKM2013.727.ØLR.
Retten fandt det samtidig under de konkret foreliggende omstændigheder godtgjort, at klageren som kommanditist havde givet afkald på regres vedrørende et engagement hos en bank, inden engagementet blev opsagt, og at hele klagerens selvskyldnerkaution vedrørende dette engagement dermed som udgangspunkt kunne medregnes til klagerens fradragskonto. Da retten samtidig fandt en række øvrige forhold vedrørende bl.a. resthæftelse for dokumenteret og en række yderligere betingelser for opfyldt, herunder at kautionsforpligtelserne ultimo året oversteg resthæftelsen ultimo året, kunne klageren medregne hele kautionsforpligtelsen på 130% vedrørende dette engagement ved opgørelsen af fradragskontoen. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse vedrørende klagerens fradrag for underskud bl.a. i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til fradrag for købsmoms af udgifter til opførelse af otte rækkehuse. Selskabet erklærede ved ansøgning om byggetilladelse, at rækkehusene skulle opføres med henblik på udlejning og underskrev i den forbindelse en tro- og loveerklæring, som fritog selskabet for at tegne en byggeansvarsforsikring. Ved færdigmeldingen af byggeriet til kommunen tinglyste selskabet en deklaration på ejendommen om udlejning i overensstemmelse med byggetilladelsen. Umiddelbart efter færdiggørelsen udlejede selskabet rækkehusene i overensstemmelse hermed. På baggrund af disse oplysninger fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde godtgjort en påstand om, at selskabet på fradragstidspunktet udelukkende havde til hensigt at sælge rækkehusene enkeltvis, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a), og at betingelserne for fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, dermed ikke var opfyldt. Landsskatteretten henviste til, at ejendommen i hele perioden var bogført i selskabets årsrapporter som et materielt anlægsaktiv, og at ejendommen i regnskabsåret 2018, hvor den var under opførelse, blev beskrevet som en investeringsejendom, samt at de enkelte rækkehuse ikke blev udmatrikuleret selvstændigt fra den samlede ejendom. Som følge af disse omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at byggeriet blev finansieret ved en byggekredit, og at der forelå en formidlingsaftale om salg. Da selskabet løbende havde fratrukket købsmoms, selvom rækkehusene efter endt opførelse skulle anvendes til momsfritaget udlejning, fandt Landsskatteretten, at selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær ændring af selskabets momstilsvar var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren skulle betale gaveafgift til Danmark af en pengegave på 2.607.500 kr., som han modtog den 5. oktober 2021. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at klageren som gavemodtager havde hjemting i Danmark samt var fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at klagerens mor som gavegiver var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland på gavetidspunktet den 5. oktober 2021. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at der som udgangspunkt skulle betales gaveafgift til Danmark af pengegaven den 5. oktober 2021 fra klagerens mor, i det omfang gaven i kalenderåret 2021 oversteg det afgiftsfrie grundbeløb, der for dette år udgjorde 68.700 kr. Da klagerens mor var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland på gavetidspunktet den 5. oktober 2021, fandt Landsskatteretten, at Tyskland som hovedregel havde beskatningsretten til pengegaven i henhold til artikel 25, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Efter ordlyden af artikel 25, stk. 3, og artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland samt forarbejderne til gennemførelse heraf i dansk ret fandt Landsskatteretten, at artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland - udover fortrinsvis at være en metodebestemmelse - tillige var en beskatningsregel, jf. herved navnlig henvisningen til artikel 26 i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25, stk. 3, sidste led. Herefter, og da klageren som gavemodtager og dermed som den begunstigede var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark på gavetidspunktet den 5. oktober 2021, fandt Landsskatteretten, at Danmark imidlertid havde beskatningsretten til pengegaven efter artikel 25, stk. 3, jf. artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Sagen angik herefter, i hvilket omfang Danmark skulle indrømme fradrag for betalt gaveafgift til Tyskland i den danske gaveafgift af gaven modtaget den 5. oktober 2021. Uanset at gaven den 5. oktober 2021 var indgået i beregningen af den tyske skat eller gaveafgift af gaverne den 7. april 2022 og 15. juli 2022, fandt Landsskatteretten, at der ikke var betalt skat eller gaveafgift til Tyskland af gaven den 5. oktober 2021. Landsskatteretten fandt således, at der ikke var opkrævet tysk skat eller gaveafgift af denne gave, idet gaven på EUR 350.689 var under det tyske skattefrie bundbeløb på EUR 400.000 efter § 16 i Erbschaftsteuer- und Schenkungsteuergesetz (ErbStG). Danmark skulle derfor ikke ved gaveafgiftsberegningen give nedslag i den pålignede danske gaveafgift af gaven den 5. oktober 2021, jf. boafgiftslovens § 29, stk. 1, modsætningsvist. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger var en netvirksomhed som opkrævede elafgiften hos el-leverandører. El-leverandører kunne via datahubben for dens kunde anmode elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1 pkt. El-leverandøren viderefakturede så herefter elafgiften til dens kunde.

Spørgsmålet i sagen var fra hvilken dato elvarmesatsen for boliger med elopvarmning som hovedvarmekilde efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. skulle gælde fra.

Spørger ønskede bekræftet, at elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. først skulle finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor opvarmningsmidlet var blevet registreret i BBR som elopvarmet helårsbolig.

Skatterådet fandt, at ud fra ordlyden af elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 1, bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget dertil og skatteministerens besvarelse af spørgsmål i udvalgsbehandling af lovforslaget, samt formuleringen i Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit E.A.4.3.10.7 kunne elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., tidligst indmeldes i datahubben med virkning fra datoen/tidspunktet for registreringen i BBR af elektricitet som opvarmningsmiddel.

Vejledningen beskriver hvordan I giver en medarbejder rettigheder til at kunne foretage gaveindberetningen.  

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu.

Vejledningen gælder for det udloddende selskab m.v. eller den, der på vegne af selskabet foretager udlodning af likvidationsprovenu.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af vederlag i form af aktier, erhvervelse af aktier ved udnyttelse af købe- eller tegningsretter samt erhvervelse af egne aktier mv.

Indberetningspligterne følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen gælder for selskaber:

• Der yder vederlag i form af aktier, som er omfattet af ligningslovens § 7P eller § 16.
• Over for hvilke købe- eller tegningsretter gøres gældende og er omfattet af ligningslovens §§ 7P, 16 eller 28.
• Der erhverver (tilbagekøber) egne aktier.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningslovens § 8 om tildeling af aktier samt erhvervelse af aktier ved udnyttelse af købe- eller tegningsretter og skatteindberetningslovens § 28 om erhvervelser af egne aktier.

De nærmere regler fremgår af kapitel 2 om indberetningspligter mv. efter skatteindberetningsloven.

Spørger, der drev revisionsvirksomhed, var etableret som et aktieselskab, hvori en række af de ansatte var aktionærer. Spørger påtænkte at overdrage samtlige aktiver og passiver i Spørger til et nystiftet partnerselskab, som skulle videreføre driften uændret. I samme forbindelse vil hver ansat stifte et holdingselskab (i form af et anpartsselskab), som hver især ville have en ejerandel i partnerselskabet.

Skatterådet kunne bekræfte, at overdragelsen af samtlige virksomhedsaktiviteter i forbindelse med omstruktureringen af Spørger til et partnerselskab udgjorde en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at partnerselskabet med baggrund i den momsmæssige succession ved virksomhedsoverdragelsen efter erhvervelsen af virksomhedsaktiviteten kunne opretholde retten til at foretage fradrag i momsgrundlaget efter de almindelige regler om tab på debitorer. Dette uanset fordringerne blev overdraget til en nedskrevet værdi.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu .

Vejledningen gælder for det udloddende selskab m.v. eller den, der på vegne af selskabet foretager udlodning af likvidationsprovenu.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Skatterådet bekræftede, at den skattemæssige fusionsdato ved den beskrevne koncerninterne fusion mellem D4 (det indskydende selskab) og Fonden (den modtagende fond) skulle fastsættes efter hovedreglen i fusionsskattelovens § 5, stk. 1, 2. pkt., herunder at der ikke i forbindelse med fusionen skete et ophør af koncernforbindelse med den konsekvens, at fusionsdatoen i stedet skulle fastsættes efter undtagelsesbestemmelsen i fusionsskattelovens § 5, stk. 3.

Skatterådet bekræftede dernæst, at hverken saldoen for fremførselsberettigede urealiserede kursgevinster på renteswaps vedrørende lån med sikkerhed i fast ejendom efter selskabsskattelovens § 11 B (stk. 4, nr. 3, 6. pkt.), saldoen for uudnyttede tab på aktier efter selskabsskattelovens § 11 B (stk. 4, nr. 5) eller saldoen for beskårne låneomkostninger efter selskabsskattelovens § 11 C (stk. 4, 1. pkt.) blev helt eller delvist overført fra D1 som administrationsselskab til fremførelse hos Fonden i forbindelse med den beskrevne fusion.

Skattestyrelsen fastlægger i styresignalet, hvad der skal forstås ved "hårde hvidevarer" i relation til servicefradrag efter Boligjobordningen i ligningslovens § 8 V. Skattestyrelsen fastlægger desuden, hvorvidt et såkaldt undersøgelsesgebyr kan henregnes til "reparation" i relation til servicefradraget.

Sagen angik, om holdingselskaberne H1 ApS og H2 ApS i henhold til kursgevinstlovens § 3 hver især havde fradrag for tab på en fordring ved en gældseftergivelse i 2022 over for H3 ApS, som de ejede ligeligt med 50 pct. hver. Fordringerne var oprindeligt opstået i 2012 i forbindelse med salg af aktier og anparter til H3 ApS. I den forbindelse var der ikke aftalt nærmere om, hvornår og hvordan fordringerne skulle indfries. Fem måneder efter salgene eftergav H1 ApS og H2 ApS første gang gæld på ca. 13 mio. kr. hver over for H3 ApS og tog i den forbindelse et skatteforbehold. I 2014 solgte H3 ApS anparter for ca. 74 mio. kr. og udloddede ca. 23 mio. kr. til både H1 ApS og H2 ApS, mens det resterende beløb blev geninvesteret. I forbindelse med en kontrol i 2015 anså Skattestyrelsen ikke de første gældseftergivelser for skattefrie, og som følge af skatteforbeholdene blev de ophævet. I 2021 solgte H3 ApS geninvesteringen med et tab til følge. H3 ApS’ egenkapital var herefter negativ med ca. 30 mio. kr., og spørgsmålet var nu, om H1 ApS og H2 ApS havde fradrag for tab på fordringerne ved en ny gældseftergivelse af fordringerne på hver ca. 15 mio. kr. over for H3 ApS.

Selv om H1 ApS og H2 ApS ikke var koncernforbundne i henhold til kursgevinstlovens § 4, fandt Landsskatteretten, at der forelå et konkret interessefællesskab i skattemæssig henseende selskaberne imellem, idet der kunne opstå fradrag for tab i medfør af kursgevinstlovens § 24 uden en tilsvarende beskatning hos debitor af en eventuel gevinst på gæld i medfør af lovens § 3. I den sammenhæng bemærkede Landsskatteretten, at hverken gevinst eller tab på aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 8 eller udbytter omfattet af selskabslovens § 13, stk. 1, medregnedes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Landsskatteretten fandt ud fra en samlet, konkret vurdering, at H1 ApS og H2 ApS oprindeligt ved salg af anparter og aktier til H3 ApS havde været indforstået med muligheden for en manglende indfrielse af fordringerne, og at gældseftergivelsen måtte anses for at relatere sig til salget af anparterne og aktierne i 2012. Når videre hensås til det konkrete interessesammenfald selskaberne imellem og den manglende inddrivelse af fordringerne, som ikke kunne anses for forretningsmæssigt begrundet, var det med rette, at det stillede spørgsmål var blevet besvaret med et "Nej".

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik, om klageren kunne anses at være på rejse i henhold til reglerne i ligningslovens § 9 A i forbindelse med arbejde som flymekaniker på forskellige flystationer i forskellige lande, eller om der var tale om faste arbejdssteder, hvorefter klageren skulle beskattes af værdi af fri bolig efter ligningslovens § 16, stk. 1 og 3, som blev stillet til rådighed i forbindelse med klagerens arbejde. Landsskatteretten fandt, at flystationerne udgjorde faste arbejdssteder, og at betingelserne for at være på rejse ikke var opfyldt. Retten lagde bl.a. vægt på, at ansættelsesforholdet ikke havde haft et element af tidsbegrænsning, at klageren ved indgåelse af ansættelsesforholdet var bekendt med, at arbejdsstederne var skiftende, og at arbejdet bestod i at udføre arbejde på de konkrete flystationer. Klageren var derfor skattepligtig af værdi af fri bolig, som var stillet til rådighed af klagerens arbejdsgiver. Landsskatteretten hjemviste opgørelsen af den skattemæssige værdi af rådighed over boligen til Skattestyrelsen på baggrund af nye oplysninger, som var fremlagt under sagen.

Sagen angik bl.a., om et dødsbo var skattefritaget efter dødsboskattelovens § 6. Landsskatteretten udtalte, at det afgørende for vurderingen af, om boets aktiver og nettoformue oversteg grundbeløbet i dødsboskattelovens § 6, stk. 1, og boet dermed ikke var skattefritaget, var, hvilke aktiver og passiver der reelt var i behold på skæringsdagen tillagt eventuelle acontoudlodninger før skæringsdagen. Skæringsdagen i boopgørelsen var den 30. november 2023. Boets ejendom blev solgt ved købsaftale af 19. oktober 2023, og ejendommen var derfor ikke i behold på skæringsdagen. Boets tilgodehavende i forbindelse med salget skulle således indgå ved opgørelsen af boets aktiver. Prioritetsgælden inkl. delydelse var ikke indfriet den 30. november 2023 og var således i behold på skæringsdagen. Der var dermed tale om et passiv, der ikke skulle fragå ved beregningen af boets aktiver. Den af boet opgjorte overskydende skat skulle hverken indgå ved opgørelsen af boets aktiver eller nettoformue, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 4, nr. 2. Boets aktiver på skæringsdagen kunne herefter opgøres til 4.534.245 kr. Da boets aktiver dermed oversteg grundbeløbet på 3.160.900 kr., var boet ikke skattefritaget. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger, som var en kommune, havde indgået en udbygningsaftale, hvorefter kommunen afholdt udgifter i forbindelse med udbygning og ombygning af et vejkryds. Det fremgik af aftalen, at den enkelte grundejer skulle afholde omkostninger i forbindelse med udbygningsaftalen. Derfor fakturerede kommunen omkostninger i forbindelse med etablering og udbygning af vejkrydset til den enkelte grundejer.

Det var alene kommuner, der kunne indgå udbygningsaftaler med private grundejere i henhold til planlovens kapitel 5 a. Kommunens virksomhed med indgåelse af udbygningsaftaler blev derfor udøvet på et særligt retligt grundlag, der kun er gældende for kommuner og dermed blev udøvet i egenskab af offentlig myndighed.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørger ikke leverede ydelser i konkurrence med private virksomheder, når spørger modtog betalinger som følge af en indgåelse af udbygningsaftaler, da der ikke var nogen retlig mulighed for at private virksomheder, kunne indgå udbygningsaftaler og modtage betalinger i denne forbindelse. Fritagelsen ville derfor ikke kunne føre til konkurrenceforvridning.

Spørger var derfor ikke er en afgiftspligtig person i forbindelse med indgåelse af udbygningsaftaler, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3 modsætningsvis. Spørgers fakturering af ydelser i henhold til udbygningsaftalen var dermed ikke omfattet af momsloven.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at kommunens levering mod vederlag i henhold til udbygningsaftalen udgjorde en momspligtig ydelse.

De kompetente myndigheder i Danmark og X-land havde aftalt, at Spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Spørger var 100 % ejet af H1, der var et selskab registreret i Y-land, men som efter en gensidig aftale mellem Y-land og X-land blev anset for skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Spørger påtænkte at blive likvideret, og Spørgers eneste aktiv var et tilgodehavende, som Spørger havde mod H2, der indirekte ejede 100 % af Spørger. Spørger havde påtænkt inden likvidationen at udlodde tilgodehavendet til H1.

Spørger ønskede derfor først bekræftet, at udlodning af udbytte til H1 ikke var omfattet af dansk skattepligt på baggrund af den gensidige aftale, der havde afgjort, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Derudover ønskede Spørger bekræftet, at den påtænkte udlodning af tilgodehavendet ikke var omfattet af dansk skattepligt, fordi skattepligten faldt bort efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land, og derfor ikke efter intern dansk ret var omfattet af begrænset skattepligt til Danmark.

Skatterådet kunne imod Spørgers ønske ikke bekræfte, at udlodning af udbytte fra Spørger til dets moderselskab ikke var omfattet af dansk skattepligt på baggrund af den gensidige aftale. Skatterådet bekræftede dog, at den påtænkte udlodning af tilgodehavendet ikke var omfattet af dansk skattepligt, fordi der skulle ske frafald af dansk beskatning efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land.

Af hensyn til tavshedspligten er afgørelsen offentliggjort i en forkortet form.

Sagen angik, om klagen over en afgørelse af 22. november 2023 skulle afvises som følge af, at skifteretten havde afsluttet boet efter A på tidspunktet for klagens indgivelse, og at boet heller ikke efterfølgende var blevet genåbnet af skifteretten. Skattestyrelsens afgørelse af 22. november 2023 vedrørte boet efter A og var stilet til H1 ApS, der havde skiftefuldmagt i boet efter A. Det var således boet efter A, der var adressat for Skattestyrelsens afgørelse, hvorfor det fandtes at være boet, der havde partsstatus og dermed var den klageberettigede part. Skifteretten afsluttede den 8. januar 2024 boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at boet efter A således ikke eksisterede som retssubjekt den 22. februar 2024, hvor klagen blev indgivet, og at boet heller ikke efterfølgende var blevet genoptaget af skifteretten. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at der ikke længere forelå et bo, der kunne optræde som part i klagesagen. Det forhold, at Skattestyrelsen ved brev af 22. november 2023 godkendte værdiansættelsen i boopgørelsen ændrede ikke herved. Hertil bemærkedes bl.a., at en ændret skatteansættelse ikke er et værdiansættelsesspørgsmål. Landsskatteretten afviste derfor klagen.